OM
AT TALE TIL DE DØDE
Hos Magnus
William-Olsson og Jacques Derrida
Af Johannes
Fogtmann, Trappe Tusind
At sige: ’Jeg taler til
de døde’ er ikke ligeså voldsomt som at sige: ’I see dead
people’, dét som den tiårige Cole Sear siger i filmen The
Sixth Sense fra 1999. Det er metafysisk at se døde mennesker;
Cole Sear er skrækslagen, mens han siger det, temperaturen i rummet
falder drastisk, hans ånde er hvid i den uhyggelige kulde. Det er
ikke metafysisk at tale til de døde, du kan gøre det nu, det er
helt igennem fysisk muligt.
Denne artikel drejer sig
ikke om en skuffet forventning om at nå igennem til den anden side,
en forventning, der måske mere hører seancen til. Det er ikke at
tale med de døde, det er ikke at se de døde, det er at tale
til de døde. Det drejer sig om, hvordan man tiltaler den
person, der ikke længere er her. Hvad man siger. Og hvem der siger
det.
Jeg vil se på nogle
tekster, som den franske filosof Jacques Derrida (1930-2004) har
skrevet til sine afdøde venner, og jeg vil se på noget, der skete
på dansk live-tv i 2009. Jeg vil gerne sige noget om, hvordan
tiltale til afdøde på én gang er noget, man føler, at man skal,
og noget, man er ude af stand til. At det kan føles som det mest
person- lige i verden, en hemmelig bekendelse foran en god vens
gravsten, men at det også kan sige noget om nogle større affektive
strukturer i samfundet. De tanker vil jeg bruge i en læsning af
bogen Jag talar till de döda fra 2009. Den er skrevet af den
svenske forfatter Magnus William-Olsson.
Men først Derrida.
1.
Hvorfor taler man til de
døde? Det gør Derrida sig en masse overvejelser omkring i sine
taler til afdøde venner. De er samlet i bogen The work of
mourning (2001)i
og har næsten alle karakter af at være metarefleksive. De er alle
tekster, der spørger til deres egen berettigelse. Fx det her, som er
henvendt til Roland Barthes:
These thoughts are for
him, for Roland Barthes [...] ”For him” also suggests that I
would like to dedicate these thoughts to him, give them to him, and
destine them for him. Yet they will no longer reach him, and this
must be the starting point of my reflection: they can no longer reach
him, reach all the way to him, assuming they ever could have while he
was still living. So where do they go? To whom and for whom? Only for
him in me? In you? In us? (2. Derrida 2001: 35)
Teksten prøver sig frem.
Hjælpeløsheden, dét at henvendelsen ikke kan nå frem til sin
adressat, bliver tekstens grundlag. ”The starting point of my
reflexion”, som han skriver. Der er ikke nogen ide om at
genetablere kontakten med den afdøde, det er ikke dét, teksterne
forsøger at gøre. Snarere er der et ubehag ved at kunne tale
til den afdøde, nu hvor den af- døde ikke længere er. Men hvorfor
taler Derrida så til Roland Barthes, når Roland Barthes er død?
Hvem taler han til?
Svaret er måske, at han
ikke nødvendigvis taler noget sted hen. Men at han taler fra et
sted, der er meget akut. En tilskyndelse hos den efterladte til at
blive ved med at værne om den afdødes singularitet, dennes status
som et ene- stående menneske, der har været i verden; værne ved
både at tale og vare sin mund. Han taler om et dobbeltsidet svigt:
”Two infidelities, an impossible choice” (Derrida 2001: 45). At
tale og at lade være med at tale, begge dele forbryder sig mod den
afdøde:
On the one hand to say
nothing that comes back to oneself, to one’s own voice, to remain
silent [...] to be content with just quoting, with just accompanying
that which more or less directly comes back or returns to the other,
to let him speak, to efface oneself in front of and to follow his
speech, and to do so right in front of him. But this excess of
fidelity would end up saying and exchanging nothing. It returns to
death. It points to death, sending death back to death. On the other
hand, by avoiding all quotation, all identification, all
reapprochement even, so that what is adressed to or spoken of Roland
Barthes truly comes from the other, from the living friend, one risks
making him disappear again, as if one could add more death to death
and thus indecently pluralize it. We are left then with having to
correct one infidelity by the other. (Derrida 2001: 45)
Der er en bevidsthed om,
at man med tiltalen altid producerer det du, man taler til. Man
interpellerer. Man siger, hvad den anden er. Det er næsten umuligt
ikke at overdøve en, der ikke længere kan svare. Man skaber den
anden som noget, denne ikke var. Man bringer mere død til død, som
Derrida udtrykker det.
Men med den overhængende
risiko for at begå vold, hvorfor så ikke bare sige ingenting? At
tie, som her også for- bindes med at citere, er kun at viderebringe
det allerede sagte og ikke bidrage med noget nyt. At tie stille er
ikke bedre. Det må ikke være en monolog fra den overlevende, men
heller ikke en monolog fra den døde gennem citater fra ham.
Man kan med andre ord
ikke gøre noget rigtigt. Det er en forbrydelse mod vennen at tale
til ham, og det er en forbrydelse mod vennen at tie stille. Det gør
noget ved værdisætningen i teksten, talen. Det kan aldrig
blive godt. Godt her forstået på to måder, æstetisk godt
og etisk godt. Teksten kan ikke blive nogen af delene, de
to må korrigere hinanden, som han skriver i ovenstående citat. Jeg
skal manøvrere mellem to skrækkelige muligheder:
1) at sende dig, min døde
ven, ind i glemslen ved aldrig at tale til dig igen, og
2) at gøre vold mod dig,
ved at tale til dig, uden at du er i stand til at svare.
Som han
siger i sit mindeord til Paul de Man: ”Speaking is impossible, but
so too would be silence or absence or a refusal to share one’s
sadness.” (Derrida 2001: 72) Umuligt og umuligt.
2.
Så er man fanget der.
Mellem at føle man bliver nødt til at sige noget og at være ude af
stand til det. Derrida sagde ved en mindehøjtidelighed for Paul de
Man:
We know with what
difficulty one finds right and decent words at such a moment when no
recourse should be had to common usage since all conventions will
seem either intolerable or vain. (Derrida 2001: 72)
Man skal sige det helt
rigtige til lige netop den person. Man kan ikke forfalde til
floskler.
Det er noget af det
særlige ved Derridas tekster, som er hen- vendt til afdøde. Der
opstilles så mange regler, talen til de afdøde bliver et sted, hvor
der disciplineres i en ret heftig grad. Hvilket også bliver en
disciplinering af, hvordan man bærer, udtrykker og føler sorg.
Talen til de døde opnår en særstatus i forhold til anden tale via
den førnævnte dobbelte umulighed. Det skal være renere, bedre,
mere oprigtigt sprog end andet sprog. Talen må ikke være
klichefyldt og konventionel. Men hvad gør det for sorgen, at den
forbindes med en måde at tale på, der først og fremmest er præget
af umuligheden i at tale?
I en digression vil jeg
gerne sige noget om en episode, der fandt sted på dansk live-TV i
programmet X-factor i 2012. Det var et temaafsnit, og alle skulle
vælge en Rasmus Seebach sang. Den 15-årige Line valgte sangen ”Den
jeg er,” (link til youtube) som Rasmus
Seebach har skrevet til sin afdøde far, Tommy Seebach. Dommeren
Cutfather fik tårer i øjnene, da Line havde sunget, men ikke fordi
han syntes, det var smukt; fordi han syntes en linje var blevet
overtrådt. Han sagde: ”Det er svært, at du skal synge den sang,
det er HANS sang.” Line forsvarede sig med, at hun havde skrevet
sangen om, så den ikke længere var henvendt til faren, men var
henvendt til Rasmus Seebach, som et udsagn om sympati med den
sørgende søn.
Rasmus Seebach selv sad
på tilskuerpladserne og kiggede på de to mennesker, der talte om,
hvordan man bedst kunne respektere hans sorg.
Cutfather shamede Line
for at have taget en sorg på sig, der ikke var hendes. Hvorfor måtte
hun ikke det? Det er, som om ”Den jeg er” var mere personlig og
dybfølt, og derfor måtte adskilles fra andre popsange. Sangen er
brandet som ’tekst til min afdøde far’. Mange andre sange kunne
være ligeså sensitive, ømme og fulde af sorg, men dén sorg ville
ikke blive ydet den samme opmærksomhed. Når Line også sang sangen,
så er sangen ikke længere personlig. Eller det ophæver i hvert
fald ideen om sangens udsagn som noget dybfølt og personligt, når
en femtenårig pige synger den i et program som X-factor. Så er den
pludselig noget, der kan reproduceres på linje med andre popsange.
Det var det, Line ikke
havde forstået. Og derfor blev hun irettesat på live-TV foran mere
end en million seere. Det kan måske fortælle os noget om en
struktur, der varetager at sanktionere og forvalte sorg i samfundet.
En sentimentalitet, som Cutfather bliver billede på, en instans, der
iscenesætter sorg som noget personligt og intimt. Det er det helt
sikkert også, men spørgsmålet er: Er sorg kun noget personligt og
intimt?
Måske historien om
Cutfather og Line kan give os et andet perspektiv på nogle af de
ting, som Derrida beskriver; at trangen til at tale til den døde
ikke nødvendigvis kun er et ærligt ønske om at holde den andens
minde i hævd, men at den også tilskyndes af et affektivt pres, der
vedligeholder en struktur, der afgrænser og indkredser sorg. Den
måde at tale på, som man forbinder med døden, skal være så
personlig og komme så meget fra hjertet, at den bliver umulig. Man
kan måske også tale om, at den forventning om et særligt sprog
omkring døden vedligeholder døden som en særlig erfaring i verden;
som første punkt i et erfaringshieraki af ting, der kan bringe mig
sorg: 1) Død 2) Kærlighed 3) Karriere. Når en af disse ting går
galt i mit liv, så for- venter folk omkring mig, at jeg sørger. Når
det ikke er en af disse ting, er sorgen sværere at forestille sig.
3.
Magnus William-Olssons
(1960-) bog fra 2009 Jag talar till de döda er super
uhyggelig. Men på en afdæmpet måde. Det er i hans måde at tiltale
afdøde venner, at der skabes en stemning af, at noget er ude af
kontrol. Måske skabes denne uhygge ved at nogle af de bud på,
hvordan man taler til den afdøde, som jeg læser hos Derrida,
overtrædes hos William-Olsson.
Der sørges ikke i normal
forstand i teksterne. I femten forskellige tekststykker tales der til
forskellige personer, han har kendt, både intimt og perifært. Når
han henvender sig til en gammel bekendt ved navn Erika Lederhausen,
som han ikke kender særlig godt, så er det ikke for at tale om
hende; det er for at snakke om sine ekskoner for at forstå, hvordan
hans egen kærlighed fungerer. Stykket starter simpelthen: ”Til dig
kan jeg måske tale om kærligheden.” (William-Olsson 2009: 29)
Det er særligt, at han
taler til de afdøde uden nødvendigvis vendigvis at tale om, at de
er døde. Han taler også om andre ting. Man kunne også sige, at
jeget taler til den af- døde med en sådan umiddelbarhed, at døden
ikke føles så afgrænset, som den gør hos Derrida. Der er ikke
andægtighed og varen sin mund, der er bare et du, man taler til. Det
ud- trykker en tidsforståelse, hvor de afdøde hele tiden er
tilstede her hos os, og hvor fortiden hele tiden er tilstede i
nutiden.
Teksterne har i det hele
taget en interesse for, hvad der kommer før hvad. Fortiden før
nutiden. Faderen før sønnen. Den voksne før barnet. De stil- ler
spørgsmål til de rækkefølger. Her er et udsnit fra en tekst
skrevet til Göran William-Olsson, jegets far:
Vi talte engang om det
umulige i at lære sin forældre at kende. Dagligstuen i din villa i
Långedrag. Måske var du allerede syg eller også var du blevet
hjemme fra arbejdet for min skyld, fordi jeg kom på besøg. Jeg
husker det ikke. En af de her sjældne far-søn-samtaler hvor
genren i sig selv gjorde os begge to forlegne. Du tænkte meget på
din egen nyligt afdøde far og angrede at du ikke havde spurgt mere
ind til hans liv. Som altid husker jeg lyset bedst. Et overskyet
saltagtigt lys med en følelse af hav. Så sagde du at denne
uvidenhed om ens forældre er uundgåelig. Hvor meget man end spørger
viser det sig altid, at man ikke får lige det at vide som man undrer
sig over når de er væk. Da syntes jeg du var klog og klarsynet. Nu
forstår jeg, at du sagde sådan bare for at slippe for at besvare
spørgsmål. Du ville vel ikke tænke på døden. Men du var ligeså
indskrevet i den determinerende analogi som jeg. Søn-far-søn-far-
søn-far-søn. ”Indtil syvende generationsled” – plejede du at
sige og ryste på hovedet i patriarkalsk ambivalens. ”Gør dig fri,
Magnus”, sagde du også og strøg mig over håret. (William-Olsson
2009: 69)
Der tænkes tilbage på
faren, på en specifik situation de to imellem. Men det er, som om
deres mere generelle roller i forhold til hinanden,
far-søn-relationen, overtager mindet. På trods af at det irriterer
dem begge, kan de ikke undgå at have en far-søn-samtale. Det er
det, han husker. Han kan ikke huske de mere specifikke
omstændigheder; hvorfor faren var hjemme, om han havde taget fri fra
arbejde. Faren snakker om sin egen far, faren citerer Guds ord, at
Gud straffer en mands familie indtil det syvende led og i de næste
syv generationer. Der er et overload af far-søn-relation i
tekststykket; det er, som om de ikke er i stand til at være andet
end den relation.
Men relationen bliver
ustabil, fordi jeget i William-Olssons tekster ser et forløsende
potentiale i at ændre på billedet af den afdøde. At omskrive ham,
kunne man sige, eller dét som Derrida beskrev som at tilføre mere
død til død. Jeget i William-Olssons tekster ser noget konstruktivt
i ikke at værne og ikke forsøge at bibeholde den afdødes billede,
men gøre det modsatte, ændre i fortiden, som man ændrer i et
materiale, der er tilstede nu:
Er det ikke lidt
komisk, at en stadigt større del af min tid går med at tale med
dig? Det lykkedes jo aldrig rigtigt at tale sammen, mens du levede.
Ordene er groft salt. Men måske førte jeg også dengang denne evige
samtale, selvom jeg ikke kan huske det nu. Måske bygger alle
menneskers viden om hinanden i virkeligheden på den slags fiktive
dialoger. Tavse ansigter. Bortvendte eller imødekommende. Stribet af
lys. I smug tolkende hinandens udtryk. Uanset hvad er min
fornemmelse, at jeg kender dig bedre nu end før. Som om døden var
en væske, hvor ordene med lethed opløses i forståelse. Som om man
først i ensomheden endelig kan tale. (William-Olsson 2009: 64)
Måske den afstand, som
normalt tilskrives dødens ind- træffen, allerede var der. Måske
nåede den henvendte tale heller ikke noget sted hen, før duet, i
dette til- fælde Göran, døde. Måske der kan etableres andre
forhold, anderledes forhold, efter den ene er død. Det er en hård
tanke. Det føles grænseoverskridende dét ud- sagn, at han kender
faren bedre nu. Efter at han er død.
Sønnen ændrer på faren
efter farens død. Hvis man ser på faren og sønnen som mere
konceptuelle størrelser, hvor faren er den patriarkalske magt, og
sønnen er den, der opnår sin status gennem enten identifikation med
eller afstands- tagen til faren, så er det et meget voldsomt
billede: At sønnen skaber faren. Det er en omvending af en given
rækkefølge. Det manifesterer sig i følgende stykke fra samme
tekst:
Lille Göran, min
dreng. Tanken om dig som barn, fem- ogtyve år inden jeg blev født,
vækker en voldsom ømhed i mig. Åh, hvordan skulle jeg ikke kunne
have elsket dig, hvis du var mit barn i stedet for at jeg var dit!
Jeg skulle hele tiden have dig i min favn. Vi skulle spille fodbold
og gynge og bygge ting. Du ser på mig med dit ivrigt fregnede
ansigt. (William-Olsson 2009: 68)
Faren, Göran, som barn.
Jeget forestiller sig, at Göran er barnet, og han selv er den
voksne. I hypotetisk form står der: ”jeg skulle holde dig...”,
”vi skulle spille...” – men det slutter med en sætning i
normal nutid: ”Du ser på mig med dit ivrigt fregnede ansigt.” Et
øjeblik er det altså den virkelige situation. Den voksne søn
holder den spæde far, der ser op på ham med sit ivrigt fregnede
ansigt.
Men det er ikke sådan,
tror jeg, at sønnen overtager den patriarkalske magt. Der sker
snarere en destabilisering af den rækkefølge, der sikrer en vis
orden, som fx at faren kommer før sønnen. Og det er dét, der gør
teksterne uhyggelige. Den påhovedvendte reproduktion: den hvor
sønnen skaber faderen, hvor nutiden kan ændre på fortiden. Det
rum, som teksterne skaber, indeholder ikke nogen selvfølgelig orden.
Stykket henvendt til Love
Ekner Nordbeck er måske det bedste eksempel. (William-Olsson 2009:
Se side 73 ff.) Efter et længere eventyr eller i hvert fald noget
tekst, der er meget barnligt i tonen, om en vis prins Priamos,
standser jeget sig selv: ”Nej, også døde børn bliver ældre med
årene og min allegoriske snak snyder dig ikke længere.”
(William-Olsson 2009: 76)
Ligesom det var tilfældet
med Göran, skaber tiltalen til Love en situation, hvor den tiltalte
og afdøde forandrer sig. Det er et horribelt udsagn: Også døde
børn bliver ældre med årene. Døden, der normalt sætter en grænse
for udvikling og forvandling, har ikke den magt i William-Olssons
tekster.
Men Love er ikke et
spøgelse, der hjemsøger jeget, hvis man skal sammenligne med andre
fortællinger, hvor de døde på den ene eller den anden måde kommer
til live. Måske er historien om Love en Frankenstein-fortælling,
snarere end en Poltergeist-fortælling. Sådan kan man forstå den,
hvis man tænker på den som en over- skridelse af det bud, som
Derrida kom med, om ikke at overtage den anden, om ikke at overdøve
den anden.
Frankenstein-sammenligningen
fordi jeget hjemsøges; ikke af en vold, han har begået i
fortiden, men af den vold, han udfører i det øjeblik, han taler
eller skriver til Love, ved at skabe noget, der er ude af kontrol.
Love er selvfølgelig ikke et monster i klassisk forstand, men han er
noget, som jeget på én gang giver liv og mister kontrollen over.
Noget der kan forvandle sig.
Dette ser vi i
afslutningen på teksten om Love:
Kære Love. I livet
var du så meget din egen et menneske kan være. Hvordan det føltes
at have dig i favnen – dit varme hoved, blikkets uudgrundelighed,
når du vendte dig om og så på mig – skal jeg huske så længe
jeg lever. Men i døden bærer du mere og mere mine træk. De pos-
sessive pronominers overlastede mindesmærke. Magten at begære. Din
Magnus. Mmm. Min, min døde Love. (William-Olsson 2009: 79)
Love var en søn af nogle
af jegets venner, ikke jegets søn.ii15
Her sker der en sammenblanding af den overtagelse af den anden, man
kan risikere, når man taler til de døde, og så overtagelsen af
andre menneskers børn. Love bærer mere og mere hans træk. De
kommer mere og mere i familie med hinanden. Han går ind i et
perverst ejerskab via de possessive pronominer, ved at sige ’min’.
M’et trækkes ud. Måske smagende og nydende. Måske snarere
stammende og usikkert, nervøs over handlingen, det ord udfører.
Min.
Det er uhyggeligt. Og
måske også perverst. Men det er også en spændende destabilisering
af en given orden. Ikke kun familiestrukturen, men i og med at døden
og den efterfølgende tale til den afdøde også kan anses som noget
konstruktivt og produktivt for relationen mellem to mennesker, så
sker der også noget med det erfaringshieraki, der placerer døden
allerhøjest, som jeg beskrev i afsnittet om X-factor.
Døden, ikke kun som
enden på livet, men også som noget, der findes i livet på linje
med andre ting. Jeg mener ikke det her som en udpegning af en
affektiv struktur, som undertrykker os, og som skal afsløres. Det
ville ikke give mening. Men der er noget frigivende i, at den, der
tales til hos William-Olsson, ikke først og fremmest er død. At der
ikke sættes lighedstegn mellem navnet, fx Görann, og ordet død.
Noget som er åbent overfor forvandling, selv når en linje er sat,
en linje, der normalt ikke længere tillader forvandling. Noget som
måske åbner op for at tænke sorg som en bredere ting, end man
normalt gør, som noget man kan udtrykke på virkelig mange måder.
Hvor mange andre bøger slutter med døden, så er døden
udgangspunktet for William-Olssons bog. Og der er stadig mange
problemer og megen glæde at forholde sig til, og forholdet mellem
den døde og den levende kan stadig forandre sig. Jeg læser Jag
talar till de döda som en refleksion over døden som noget, der
er ligeså formbart som andre ting, der også findes i verden. Og
hvis man tænker det udsagn videre, følger dette udsagn logisk
efter: At der findes ting i verden, der kan være ligeså
forfærdelige som døden.
JACQUES DERRIDA: The
work of mourning. Pascale-Anne Brault & Michael Naas (red.).
The University of Chicago Press 2001 / M. NIGHT SHYAMALAN: The
sixth sense. 1999 / MAGNUS WILLIAM-OLSSON: Jag talar till de
döda. Wahlström & Widstrand 2009 / MAGNUS WILLIAM- OLSSON:
Spöken. Wahlström & Widstrand 2004 / YOUTUBE.
Alle tekstuddrag er
oversat af skribenten.
i Værket er redigeret af Pascale- Anne Brault og Michael Naas og
altså ikke samlet af Derrida selv.
ii Dette
antydes i teksten, og står mere udførligt beskrevet i
William-Olssons tidligere bog Spöken,
der
også indeholder et afsnit om Love.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar