REJSENDE: En fortolkning af Labyrinten af Jens Baggesen

REJSENDE

En fortolkning af Labyrinten af Jens Baggesen

af Sigrid Rasch, Resonans

INDLEDNING

1700-tallets Danmark var fuld af stemmer. Dansk, tysk, fransk og latin var almindelig kundskab for den dannede 1700-talsdansker. Danmark var stadig i besiddelse af Slesvig og Holsten, og det var derfor et multikulturelt samfund med indre spændinger. Polyfonien var kraftigt til stede og gav anledning til mange konflikter. Ikke mindst startskuddet til de dansk-tyske spændinger i 1800-tallets Danmark – den såkaldte Holgerfejde. Det virker naturligt, at den første danskskrivende romanforfatter også var den, der antændte en heftig national diskussion i slutningen af 1700-tallet. Jens Baggesen skrev operaen Holger Danske, som den tyske ven C. F. Cramer oversatte til tysk med et rosende forord. Dette skabte debat omkring tysk og dansk nationalitet, hvilket påvirkede Baggesen meget. Derfor finansierede vennen og prins Frederik Christian af Augustenborg en rejse til kurbadet i Pyrmont for at styrke den svagelige forfatters helbred. Labyrinten er dedikeret til Frederik Christian, og de to bind blev udgivet i 1792-93. Pyrmont blev en stor skuffelse for Baggesen og en blindgyde i den labyrintiske rejse gennem Europa. På rejsen ned gennem Europa døjede Baggesen med at finde vej i sin indre labyrint, og hele tiden var fornuften det kompas, han styrede efter. Labyrinten er den rejseroman, han skrev på baggrund af sin rejse gennem Tyskland, Frankrig og Schweiz. Undervejs mødte han berømte forfattere fra den tidⁱ,venner og mange yndige kvinder. I denne artikel vil jeg undersøge Jens Baggesens stemme i romanen, og hvordan stemmen knytter sig til overvejelser om genre. Jeg vil bruge Bakhtin til at belyse Baggesens æstetik. (Baggesen 2006, Brostrøm 1965, Denretfærdige 2013, KnMi 2012, Monta 2010, Skriver 2006: 81-107)

REJSENDE

Labyrinten er ifølge Baggesen både dagbogscitater fra rejsen, breve og en rekonstruktion, hvilket han skriver om i Forerindringen. Hvor meget der er en rekonstruktion kan diskuteres, men selve bogen præges af en tankestrøm, som ikke er ualmindelig i en dagbog eller et brev. Det understøttes også af, at der ikke er en klar handling – et plot – men snarere en masse små historier, som bindes sammen af rejsen. I Forerindringen beskriver Baggesen, hvordan hans breve er blevet brændt af en venindeⁱⁱ, så han er blevet nødt til at rekonstruere flere dele af bogen (Baggesen 2006: 18). Heldigvis har Baggesen stadig sin dagbog, som han pligtopfyldende begyndte at skrive i dagligt omkring Lübeck:

For denne Gang er det mig nok, at have givet et Vink om Forfatteres naturlige Pligter, og med det samme forsvaret den Sædvane, jeg har, at holde en Dagbog paa min Reise, uden hvilken den nærværende og alle de følgende Afhandlinger til saa mange hundredes muelige Tidsfordriv, aldrig var bleven til. (Baggesen 2006: 67)

Baggesen mener, at en forfatter har pligt til at fordrive tiden for sine læsere. Det, at Baggesen anser det som sin pligt at underholde og udvikle sine læsere, vidner om en stor selvtillid. Rejsen er vigtig for både ham og hans læsere. Rejseromanen har til formål at underholde og udvide læserens horisont. Baggesen bruger for eksempel ironi til at underholde sine læsere. Derudover bekymrer Baggesen sig flere steder for, om læseren keder sig. Dette er en måde at inddrage læseren på, hvilket også vises ved, at denne omtales som vandrer. Læseren er ligeså meget en del af rejsen som Baggesen. For Baggesen er hans publikum vigtigt, det er ikke bare en anonym masse. Bogen er henvendt til dem. Ironien ses blandt andet i Forerindringen, hvor han prøver at vinde læseren over på sin side:

Det værste, I have at befrygte, er, at han [Baggesen] maaskee undertiden snakker Eder i søvn – men hvad dette angaaer, lover han hellig, at sørge for, det blot indtræffer paa Steder, hvor man intet forsømmer derved, og hvor enhver Vandrer for Resten giorde vel i at sove. (Baggesen 2006: 20)

Baggesen undskylder hele tiden sig selv og sin bog, men som tidligere nævnt mangler han ikke selvsikkerhed. Ironien er en anelse påtaget, men er måske også en måde at lette læsningen. Her gør Baggesen tydeligvis grin med sig selv og sine meget lange overvejelser. Dog får Baggesen alligevel til sidst vendt ironien ved at insinuere, at hvis læseren falder i søvn, er det nok fordi, han er i søvnunderskud. Baggesen formår at ironisere på en inkluderende måde, hvilket Holberg har beskrevet som den bedste måde at bruge ironi. ”Hyklerie er derfore som en sød Gift, og Satyre, som en bitter Lægedom: det første behager og dræber, det sidste mishager og heeler” (Holberg 1992: 125) Man skal angribe grupper, visse egenskaber eller sig selv, så ironien ikke udstiller bestemte personer. Holberg kalder ironien helende – den heler opblæsthed. Uden ironien kunne Labyrinten være vanskelig at komme igennem.

BAGGESENS KVINDEPORTRÆTTER

Som tidligere nævnt møder Baggesen yndige kvinder på sin rejse. Det er derfor nærliggende at undersøge disse møder for at finde hans stemme. Jeg vil i det følgende beskrive Baggesens mættede sprog, som kommer til udtryk i de lidenskabelige beskrivelser af kvinder. Kvinderne har en stor interesse for Baggesen, og for hver ny destination er der en kvinde til at nuancere rejsebeskrivelsen. De er små milepæle på hans rejse, og hvor man i dag som turist tager fotografier af byen, monumenter og andet i den stil, skriver Baggesen portrætter af kvinderne. Han har et blomstrende sprog med mange figurer og troper. Det vrimler med ordbilleder, bestemte mønstre og rytme. En ting er i hvert fald sikker – man kommer ikke til at kede sig. Hvis man ellers kan følge med. Hans sætninger er til tider meget lange, og dertil kommer det gammeldags ordforråd. Når han møder en kvinde, hengiver han sig i beskrivelserne af hende. Han formår at overføre følelsen af åndenød, beundring og panik til læseren. Nedenfor ses en af beskrivelserne af Costhime. Han møder hende i Domkirken, på en flydebro og her på gaden.

Jeg siger blomstrende Steene, fordi Steenene virkelig blomstrede under hendes Fødder, ved det at hun tabte sin Blomsterkost. I det hun bukkede sig for at tage den op igien, vilde den gunstige Pantaleon, at en ring, en Naal, eller en Armbaandshægte hæftede sig i den underste Søm af den flagrende Skye, hun var svøbt i, saa at Haanden, i det hun løftede Blomsterne op fra Jorden, tog saa meget af Skyen med, som behøvedes, for at vise mit rusende Blik den nydeligste Fod indtil en Haandfavn fra Knæet – (Baggesen 2006: 253)

De mange informationer og lange sætningskonstruktioner medfører et hektisk læsetempo. Alt bliver beskrevet, og det er lige før, læseren mister pusten, så den sidste pointe ikke kommer med. Eksempelvis skriver Baggesen mulige objekter, der kunne have resulteret i, at kjolens underste søm blev løftet. Der er brugt mange tillægsord, og sætningerne er lange med indskudte bisætninger såsom ”hun var svøbt i” og ”som behøvedes”. Syntaksen er kompliceret, og den er klar hypotaktisk med mange underordnede bisætninger. Baggesen bruger alle tegnsætningens muligheder, som det ses igennem hele romanen med tankestreger, semikolon og kolon. Det er også interessant, hvordan ordbilledet ”blomstrende Steene” bliver gjort levende med beskrivelsen af, at der virkelig falder blomster ned på stenene. Alle disse sproglige kneb gør, at fortællerens hektiske følelser overføres til læseren. At Baggesen er beruset ved synet af en kvindefod, siger noget om tidens kvindeklæder og normer. Kvindernes ankler og fødder var – tyder det på – sjældent synlige i det daglige liv; de var skjult i skørter. Baggesen er lammet ved synet af Costhimes fod, men han handler ikke på sin pludselige, indre lidenskab. Denne manglende vilje til at handle går igen hos Baggesen. Det er en viljeshandling, for han ønsker ikke at indlede et kærlighedsforhold. Han bliver igennem hele bogen forelsket i utallige kvinder, men for ham er følelsen det vigtigste. Han observerer både sig selv og kvinden, beskriver følelsen og lader det blive ved det.

I sin søgen efter nattely i Lybeck møder Baggesen ”Den dobbelte Engel” (Baggesen 2006: 57). Den første kro hedder ”Engelen”, og Baggesen indleder en samtale med kropigen ved at spørge, om kroen har navn efter hende. Pigen reagerer ikke på flirten og sender Baggesen videre, da kroen er fuld. Baggesen ser dog dette som en sejr:

Men neppe var jeg kommen tre Huuslængder bort, før jeg tog en stærkere Fart, gneed mine Hænder og slog Nakken tilbage: Det var ret got, sagde den seirende Fornuft, at du undgik denne Fristelse.

[…]

Jeg seer paa en Qyinde - som paa en Blomst, som paa et Træe, som paa en Flod, som paa Solens Opgang - som paa det der er skiønnere end alt dette, - for at beundre hende. Hvi skulde jeg see paa alle øvrige Værker af Naturen - thi jeg har dog nu eengang faaet mine Øine, for at see med - og ikke see paa dens Mesterstykker? (Baggesen 2006: 58)

På den næste kro møder han pigens søster i døren. De ligner hinanden som to dråber vand, deraf afsnittets navn. Her ser man, hvordan Baggesen hele tiden observerer og reflekterer. Kvinder skal beundres, men heller ikke mere. Han er i evig dialog med sig selv, og fornuften sejrer over følelserne. Baggesen triumferer over at have modstået kvinden, som er skønnere end alle naturens underværker. Beskrivelsen af Den dobbelte Engel er typisk for Lybeck, da alt ifølge Baggesen er dobbelt i Lybeck. Derudover er det interessant at bemærke, hvordan han bruger den retoriske figur, anafor. ”Hvi” og ”thi” rimer på hinanden, og han gentager ”som paa”, hvilket giver en rytme til afsnittet. Alle disse sammenligninger proppes ind midt i udsagnet, hvilket forhaler spændingen og giver dybde til udsagnet.

Baggesen har en forestilling om sin Venus Uraniaⁱⁱⁱ, og hende finder han kun sølle kopier af. Under sin rejse nævner han tit en Seline som sin Venus Urania. Der er noget, som tyder på, at Seline er Maria Magdalene Pram (se fodnote 2). På rejsen er Baggesen plaget af alle mulige dårligdomme, som tvinger ham til at blive i sin seng i hele dage^iv. Derfor konsulterer han en læge i Hamburg, og Baggesen skriver følgende som reaktion:

Det eeneste Haab - thi hint Redningsmiddel er umueligt, - er Døden; men dette Haab er vist; og sandelig! jo nøiere man stirrer derpaa jo skiønnere bliver det. Dag efter Dag - fra det Øieblik hun slog Sløret tilside og nærmede sig til mig - opdager jeg flere Yndigheder hos den frygtelige Atropos; hun er mig Venus Urania i Spidsen af falmende Gratier; og kun den eeneste Hersker, jeg lystrer, kan afholde mig fra, strax frievilligen at styrte mig i hendes Arme. (Baggesen 2006: 104)

I første udgave står lægens kur ikke nævnt, men man mærker tydeligt, at han er meget oprørt over den besked, han får. Baggesen udgav senere Labyrinten igen, og der bliver lægens dom tilføjet (Brostrøm 1965). Det eneste, der kan kurere Baggesens rastløshed og svagelighed, er en kone. Baggesen synes, tanken om en kone er helt umulig – så hellere døden. Han skriver direkte, at Venus Urania for ham er Atropos^v. Baggesen er ikke bange for døden, for den er ifølge ham starten på ”noget andet” (Baggesen 2006: 311). Han er endda nysgerrig efter at se helvede. Der er ingen tvivl om, at Baggesen er kristen og tror på Gud. Men hvem er denne Hersker, der afholder Baggesen fra at kaste sig i Atropos eller Venus Uranias arme? Hvad afholder ham fra at begå selvmord for at sætte citatet på spidsen? Det er enten kunsten eller Gud, og jeg mener, det må være kunsten. Trangen til at vise omverdenen, hvad han har opdaget, trangen til at færdiggøre Labyrinten: kunsten, afholder ham fra at kaste sig i døden. Noget kunne tyde på, at Baggesen har aflagt et løfte til kunsten, et løfte om ikke at gifte sig, ikke at involvere sig for meget i de forelskelser, han får. Så kunsten er både det, der redder ham fra døden, og det, der ødelægger ham. Tilbedelsen af kvinder på afstand virker som en drivkraft i hans skrivning. Denne længsel efter kvinden og forelskelsen i utallige er en muse for ham. Energien, han ville have brugt på sin kone, projiceres over på kunsten. Harpenisten på et torveskib synger netop om dette dilemma:

Det ikke var hende, jeg søgte –

[…]

Jeg græd – men jeg fandt – (Baggesen 2006: 236-237)

Harpenisten indser i sorgen over ikke at finde sin elskede, og at sorgen giver ham det, han søger. Han er slet ikke interesseret i hende, men i hans følelser for hende. Som Baggesen tilføjer til sangen: ”Copierne finder jeg stedse overalt” – han finder en kopi af Venus Urania hele tiden. Denne sorg over ikke at finde sin elskede, danner motoren i Baggesens kunstneriske produktion. Nogle gange er kopien så perfekt, at den næsten lader Baggesen bryde sit løfte til sig selv. Som det er tilfældet med Costhime. I Labyrintens Fortsættelse finder Baggesen Sophie Haller, som han gifter sig med. Til sidst bryder han altså sit løfte til sig selv og følger lægens råd. (Baggesen 2006, Brostrøm 1965, Denretfærdige 2013, KnMi 2012, Monta 2010, Skriver 2006: 81-107)

Jeg har i dette afsnit forsøgt at karakterisere stemmen, og hvordan Baggesens er karakteriseret ved en hyppig brug af retoriske figurer til at skabe rytme og sine mange ordbilleder. Derudover er han satirisk og ironisk. Stemmen er passioneret, fyldt med spænding og følelser. Denne spænding og passion har muligvis sin rod i længslen efter hende – Venus Urania.

REJSEROMANEN SOM GENRE – PROSA VERSUS POESI

Bakhtin skriver om den polyglote verden i Epic and Novel. Med den polyglote verden menes en begyndende globalisering, der tog sit indtog med opdagelsesrejserne og imperialismen. Denne udvikling afspejlede sig overalt i Europa. I litteraturen dukkede en helt ny genre op: romanen. Romanen er enestående i at være den eneste genre efter bogtrykkerkunsten. Den er afgørende skriftlig og har ikke en mundtlig overleveringsteknik som baggrund. Baggesen stod midt i romanens fødsel, og han var den første til at skrive en så lang prosatekst på dansk. Bakhtin påpeger flere problemer i at definere romanen som genre. Bakhtin nægter eksempelvis at definere romanen som en prosatekst, da han mener, der er skrevet fantastiske romaner på vers: ”Romanen kan ikke defineres ud fra kendetegn som prosa, kærlighedshistorier eller andet, da disse genredefinitioner er udelukkende deskriptive og fejlbehæftede i deres snæversyn” (Bakhtin 1981). Et modargument kunne være, at prosaen er en naturlig del af bogtrykning, da trykte bøger kan masseproduceres og læses frem for at høres. Vers og rim er praktiske for hukommelsen og næsten unødvendige, hvis man kan læse poesien. For det andet er romanen ifølge Bakhtin stadig i udvikling. Den forandrer sig hele tiden. En af de måder, man kan se dette på, er ved de flydende grænser, der er for romanens form - romanen stjæler med arme og ben fra andre genrer, og den er slet ikke færdig med at udvikle sig som genre i dag.

Baggesen beskriver byer, natur og kvinder med stor indlevelse, forundring og fascination. Her beskriver han en samling af kuriositeter på samme følelsesladede måde:

Vist er det, at den bizarreste Samling, den barokkeste Miskmask af allehaande Væxter og Misvæxter, Vandspring og Brønde uden Vand, Figurer uden Bagdeel, livløse Tobaksrøgere, og Himlen veed hvor mange paa hinanden hyppede, med hinanden contrasterende Vanskabninger giør, at man troer sig forflyttet til Drømmenes phantastiske Rige, og at man næsten taber baade Hukommelse og Dømmekraft i dette Vankunstens og den mishandlede Naturs smagløse Chaos. (Baggesen 2006: 272)

Baggesen er fascineret af samlingen, og han føler sig overrumplet. Denne fascination videregiver han til sine læsere. Kuriositeterne er forvirrende og forvrængende ifølge Baggesen, og derfor sammenligner han den bizarre samling med Drømmenes phantastiske Rige. Denne samling af vanskabninger er en udstilling af en mishandlet natur, og det er betegnende for Baggesens æstetik. Naturen er smuk, når den får lov at vokse frit. Den giver mening og forvirrer ikke ens Dømmekraft alias fornuft. Fornuften er næsten et andet ord for natur ifølge Baggesen.

Baggesen skriver i ”Staden paa Vers” om Manheims kantede og strenge arkitektur. Byen er symmetrisk med lige gader, som ifølge Baggesen lover mere, end de kan holde. Byens huse er skuffende i sammenligning med de rene linjer i gaderne. Baggesen sammenligner byen med dårlige vers, der er bundet af metrik. Byen er unaturlig og tvungen, ligesom poesien er unaturlig og tvungen. Vi snakker ikke i vers, så hvorfor skulle vi skrive på vers? Prosaen er ifølge Baggesen en langt smidigere skrivestil, der giver plads til naturlig og fri kunst. Den er mere læsevenlig og nem at gå til. Som Baggesen skriver:

Hver enkelt Person læser hundrede Bøger i Prosa for een paa Vers. Den saa kaldte egentlige Poesie henhører ikke til vort Huusbehov; men til vort Legetøi. Og jeg er vis paa, at Jorden engang, naar den kommer til skiæls Alder, vil kaste den bort med sine udtraadte Børneskoe. (Baggesen 2006: 286)

Først og fremmest er naturen ikke bundet, og byerne bør afspejle naturens frie og afvekslende liv. Det er ikke tilfældigt, at Baggesen skriver en prosatekst. Baggesen ser poesien som et legetøj, et modefænomen, der vil forsvinde med tiden. Bakhtin er enig; han beskriver, hvordan romanen kvæler de tidligere genrer med sin store vækst og popularitet. Prosaen er naturlig, ligefrem og oprørsk – den undertvinger sig ikke modens disciplin. Baggesen skriver selv vers i bogen^vi, så han er ikke helt konsistent. Labyrinten er en rejseroman skrevet til læserne og bygget på dagbogscitater, derfor skulle den skrives på prosa. Rejseromanen er umiddelbart og naturligt fortalt. Baggesen forsøger at videregive de oplevelser, han har haft på rejsen, til sin læser. Det kan vi læse i Forerindring:

Du maa stræbe, sagde jeg, ved saa meget som mueligt at sætte Læseren ind i dig selv og din Forfatning, at føre ham den selvsamme Vei, du er kommen, og vise ham de selvsamme Gienstænde, aldeles fra den selv samme Side, hvorfra du har beskuet dem - saa at hans Aand ved Enden af din Reise kan siges, ikke saa meget at have læst, som selv at have - giort den. (Baggesen 2006: 13)

Læseren skal opleve hans tur ikke bare læse om den. Læseren skal gennemleve de samme følelser som Baggesen, hvilket han, som tidligere nævnt, formår i beskrivelsen af mødet med Costhime. Allerede i dette afsnit kan vi mærke hans bestræbelser på at gøre sproget levende. Det indskudte ”sagde jeg” sætter Baggesen på som person. Derudover giver den gentagne infinitive form rytme sammen med du’et. Der er også andre ord, der gentages såsom selvsamme. Ved at bruge tankestreger stoppes læseren halvt, uden at Baggesen behøver at dele sætningens takt op af et punktum. Ved at slutte af med ”giort den” bliver budskabet understreget. Baggesen er glad for at opbygge spændinger i sine sætninger med markante pointer. Det giver nogle lange sætninger, men han formår også at forløse dem. Det er også vigtigt for Baggesen, at han som afsender er tydelig. Læseren skal vide, hvem der har skrevet Labyrinten, og læse den med det for øje. Som han skriver:

Maler han mig paa ingen Maade sig selv - har han, saa at sige, slaaet det omtalte Glas reent i tu - giver jeg ikke en Hvid for alle hans Beretninger. (Baggesen 2006: 14)

Baggesen beskriver her, hvordan virkelighedsbeskrivelsen altid er formet af den, der betragter den. Der er et lag mellem læseren og den virkelighed, som skildres. For at gøre virkelighedsbeskrivelsen så tro som muligt, må han skildre sig selv og sine egne holdninger. Baggesen føler ikke, han kan skildre virkeligheden objektivt uden at tage sig selv med som individ: ”en lille subjectiv Verden – som jeg ønskede at give objectiv Virkelighed” (Baggesen 2006: 12). Som Bakhtin skriver:

Reality as we have it in the novel is only one of many possible realities, it is not inevitable, not arbitrary, it bears within itself other possibilities. (Bakhtin 1981: 37).

Dette er Baggesen klar over, og derfor vil han give sit publikum mulighed for at vide, hvilken virkelighedsopfattelse der bliver skildret. Hovedpersonen i en roman er menneskelig og derfor fuld af fejl, og dette medfører, at beskrivelsen af virkeligheden ikke er objektiv. I dette tilfælde med Labyrinten henviser både forfatteren og fortælleren til Jens Baggesen, og det giver endnu en dimension. Hovedpersonen bliver dermed desto mere menneskelig. Der er en afsender, og denne afsender må ifølge Baggesen også gennemgå en tydelig udvikling:

De fleste reisende Forfattere lade blot deres Legemer flyttes, medens deres Siele, saalænge denne Fremflytning varer, blive staaende - som fasttryllede ved et Underværk - urokkeligen paa selvsamme Sted. De ere paa den første Station ligesaa sindrige, skiønsomme, kloge, erfarne, fornuftige, og siældannede, som paa den sidste. Læseren seer ingen Grund til deres Reise; thi deres Iagttagelser vare ligesaa fine, deres Domme ligesaa skarpsindige, da de tiltraadde, som da de endte den. (Baggesen 2006: 15)

Baggesen vil skrive så objektivt som muligt, og han ønsker, at læseren skal opleve rejsen. Derfor må hovedpersonen gennemgå en udvikling, så læserne føler, at deres tid ikke er spildt. Læserne skal opnå den samme indsigt som forfatteren, og beretningen er som et argument, der langsomt bygges op. Romanen skal være så virkelighedsnær som muligt. Eller det er I hvert fald, hvad han vil have sin læser til at tro. Spørgsmålet er, om man så kan spore denne udvikling? I slutningen af romanen bestiger Baggesen et tårn. Læseren overraskes af denne handling, da man indtil dette tidspunkt har haft et indtryk af Baggsen som en relativt frygtsom mand, der har stillet sig uden for livet, og ladet sine følelser rase uden en udløsning. Dette ses tydeligst med de kvinder, han forelsker sig i. Endelig tager han livtag med sit liv og klatrer op i tårnet, så højt og farligt. Han er bange, men han ænser det ikke. Som han står på spidsen øges hans kærlighed til Gud og naturen, og han indser, at der er noget større i livet end Fodgliden, Forkiølelse. Bakhtin skriver: ”The individual is either greater than his fate, or less than his condition of a man” (Bakhtin 1981: 37). Baggesen må karakteriseres som det sidste, han lever ikke livet i romanen. Han betragter verden, han erobrer den ikke. Men da han bestiger tårnet til sidst, indtager han på en måde verden, så til sidst får han måske erobret sin skæbne tilbage. (Baggesen 2006, Bakhtin 1981, Greenblatt, Skriver 2006)

Prosaen giver altså særlig mening for Baggesen, den er smuk i sin naturlighed. Derfor skriver han sin roman på prosaform, og derfor lader han læseren få indblik i alt – også hans person. Romanen er en ny genre, der har individet i fokus, og der er ikke en klar og ligetil virkelighed. På denne måde skriver Labyrinten sig ind i den nye tids genre.

KONKLUSION

Jeg’et i Labyrinten udvikler sig i mødet med det fremmede. Han bliver mere bevidst om sin egen nation, da han bliver mere bevidst om andres kulturer. Han bliver mere end en observerende tredjepart, han tager del i sin omverden. Da han bestiger tårnet i Strassburg er det kulminationen på rejsen, afslutningen på labyrinten og en endelig udfrielse fra hans tilbageholdenhed.

Baggesens prosa er skrevet på dansk, da han nærer en stor kærlighed til sproget, hvilket bliver synligt i kulturmøderne på rejsen. Han skriver, at han er bundet til sin nation gennem sit modersmål. Prosa er den naturligste og derfor også den smukkeste måde at skrive på. Det er på den måde vores indbyrdes samtale foregår, og det er den måde, han har lært sit modersmål. Baggesens prosa er næsten poetisk i sin udformning, selvom den ikke er sat i den spændetrøje, som Baggesen mener, versets metrik er. Den bugner af retoriske figurer, troper og rytme. Derudover er den kendetegnet ved en kompliceret syntaks og satire. Men udover polyfonien i de dialoger og udtalelser fra folk, han møder, sker der ikke en stor ændring i hans stemme.

Baggesens forhold til kvinder udvikler sig igennem hele romanen. Forholdene bliver mere og mere seriøse, og især Costhime er næsten for stor en fristelse for hans ellers styrende fornuft. Kvinderne er en vigtig del af hans måde at skrive rejseromanen på, da de altid er kendetegnende for kulturen i hans destinationer.

LITTERATUR

- Baggesen, Jens, 2006: Labyrinten, eller Reise giennem Tydskland, Schweitz og Frankerig. Udvalg ved Torben Brostrøm (1965) optrykt efter originaludgaven, der udkom i to bind, 1792-93. 2. udgave, Gyldendal, isbn 87-02-05219-9

- Bakhtin, M. M., 1981: Epic and Novel, Toward a Methodology for the Study of the Novel in The Dialogic Imagination: Four Essays; edited by Michael Holquist ; translated by Caryl Emerson and Michael Holquist. Austin: University of Texas Press. Link 12/01-2014:

http://hdl.handle.net.ez.statsbiblioteket.dk:2048/2027/heb.09354.0001.001

- Brostrøm, Torben, 1965: Efterskrift i Jens Baggesen: Labyrinten, eller Reise giennem Tydskland, Schweitz og Frankerig. Gyldendal. Link 12/01-2014: http://adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgImg.xsql?nnoc=adl_pub&p_udg_id=320&p_sidenr=321

- Clark, Robert, u.å.: Polyphonic Novel. The Literary Encyklopedia, Exploring literature, history and culture. Link 12/01-2014: http://www.litencyc.com.ez.statsbiblioteket.dk:2048/php/speople.php?rec=true&UID=228

- Cl., J., u.å.: Baggesen, Jens i Salomonsens Konversations Leksikon, 2. udgave København, Trykt hos J. H. Schultz A/S MCMXV – MCMXXX. Link 12/01-2014:

http://runeberg.org/salmonsen/2/2/0544.html

- Denretfærdige [sic], 2013: Afrodite. Den Store Danske. Link 12/01-2014:

http://www.denstoredanske.dk/index.php?sideId=33756

- Dentith, Simon, u.å.: Mikhail Bakhtin. The Literary Encyklopedia, Exploring literature, history and culture. Link 12/01-2014: http://www.litencyc.com.ez.statsbiblioteket.dk:2048/php/speople.php?rec=true&UID=228

- Emerson, Caryl & Morson, Gary Saul, u.å.: Bakhtin, Mikhail. The Johns Hopkins Guide to Literary Theory and Criticism, Johns Hopkins University Press.: http://litguide.press.jhu.edu.ez.statsbiblioteket.dk:2048/cgi-bin/view.cgi?eid=22&query=Bakhtin - FHM[sic], 2013: Jens Baggesen. Den Store Danske. Link 12/01-2014: http://www.denstoredanske.dk/index.php?sideId=43065

- Herbst, Ingeberg, u.å.: Baggesen, Jens Immanuel, Labyrinten, Reise giennem Tydskland, Schweitz og Frankerig. Kindlers Literatur Lexikon Online. Link 12/01-2014:

http://web14.cedion.de/nxt/gateway.dll/kll/b/k0047200.xml/k0047200_020.xml?f=templates$fn=ind ex.htm$q=[rank,500%3A[domain%3A[and%3A[field,body%3ABaggesen]]][sum%3A[field,lemmati tle%3ABaggesen][field,body%3ABaggesen]]]$x=server$3.0#LPHit1

- Holberg, Ludvig, 1992: Libr. I., Epigramm. 160. i Moralske Tanker. DSL/Borgen, isbn 87-418-6534-0. Link 12/01-2014:

http://adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgText.xsql?nnoc=adl_pub&p_udg_id=409&p_sidenr=125

- KnMi[sic], 2012: Uraniadyrkelsen som blindgyde – parthenais i Dansk Litteraturs Leksikon redigeret af Klaus P. Mortensen og May Schack. Den Store Danske. Link 12/01-2014: http://www.denstoredanske.dk/index.php?sideId=476622

- Lundquist, Jan, 2013: Mikhail Mikhajlovitj Bakhtin. Den Store Danske, redaktion senest. Link 12/01-2014: http://www.denstoredanske.dk/index.php?sideId=43251

- Monta [sic], 2010: Atropos. Den Store Danske. Link 12/01-2014:

http://www.denstoredanske.dk/index.php?sideId=41707

- Skriver, Svend, 2006: Oprørets Æstetik, om Jens Baggesens Labyrinten. Forlaget Spring, isbn 87-

90326-76-8

iFriedrich Gottlieb Klopstock har for eksempel et helt kapitel.

iiVeninden hedder formodentlig Maria Magdalene Pram. Baggesen havde et platonisk forhold til den gifte kvinde, som han omtaler som Seline i Labyrinten.

iiiVenus er det romerske navn for Afrodite, kærlighedsgudinden. Tilnavnet Uranus betyder himmelsk og adskiller sig fra tilnavnet pandemos: for-hele-folket. Venus Urania er himmelsk og uopnåelig, en madonna. (Denretfærdige 2010)

ivHan har eksempelvis skrevet et helt kapitel om sin dagslange fremkaldelse af afføring. Det kalder han sarkastisk for ”Et Capitel for Professorer”, og han beder sine kvindelige læsere om at springe det over, da det ikke kan læses uden ”Graden”. Satiren er møntet på det daværende på snobbede professorer, som flere gange er nævnt (Baggesen 2006: 63-67, Skriver 2006: 24-31).

vAtropos er den af de tre græske skæbnegudinder, der klipper livet over med døden. (Monta 2010)

vi Se side 262 i Baggesen 2006. ”Serenaden”